Vær forberedt på storm

Tilføjet 06-11-2018

Næsten hvert efterår rammes vi af kraftige storme, der medfører større eller mindre skader på bygninger, biler o.l.

Stormenes hærgen koster dyrt, når tagsten river sig løs og blæser af, når træer vælter og stilladser braser sammen. Men en del af skaderne kan vi undgå med lidt planlægning - og der er faktisk meget, vi selv kan gøre for at være bedre forberedt.

 

Forbered dig på stormen
Som lejer hos Bomidtvest skal du vedligeholde din bolig som beskrevet i Beboerhåndbogen og vedligeholdelsesreglementet.

Det er Bomidtvests opgave som udlejer at holde ejendommen og det lejede forsvarligt ved lige. Men der er ting, du som lejer skal sørge for, hvis en storm er på vej.

 

Når der er varslet storm, skal du altid:
• Fjerne løse genstande udenfor huset. Her er der tale om alt fra skraldespande, parasoller til havemøbler og trampoliner.
• Lukke porte, døre og vinduer.
• Fjerne knækkede eller visne grene.
• Lave aftaler med andre om hjælp, hvis du ikke er hjemme.

 

Under stormen, skal du altid:
• Holde dig indendørs.
• Begrænse en eventuel skade så meget som muligt - selvfølgelig uden risiko for personskader.
• Fjerne indbo og løsøregenstande, der er udsat for regn eller sne, hvis taget bliver skadet.
• Undgå at afdække et skadet tag, mens det stormer - det kan være farligt.
• Ringe efter hjælp hos det lokale beredskab (112), hvis du får alvorlige skader på dit hus. Har du abonnement hos et redningskorps, kan du vælge at ringe til dem.
• Lytte til nyhedsudsendelserne og følge den vejledning, der bliver udsendt.

 

Efter stormen, skal du altid:
• Dække ødelagte vinduer med træplader, plastik eller andet materiale, der kan holde vind og regn ude.
• Flytte indbo og løsøregenstande fra udsatte områder, hvis du har fået skader på dit tag, og der er udsigt til nedbør.

Kontakt ALTID din vicevært, hvis stormen har ødelagt boligen, du bor i.

 

Særligt om forsikring:

Bomidtvest har en forsikring, der dækker bygningsskader, MEN DIT INDBO OG LØSØRE SKAL DU SELV FORSIKRE GENNEM EN INDBOFORSIKRING. Det betyder f.eks. at flyver der tagplader af og du får vand ind i stuen, så dækker vores forsikring ikke din sofa m.m.

Er du i tvivl om, hvad du bør gøre, kan du altid spørge dit forsikringsselskab. De har alle telefonbetjent døgnservice.

« Gå tilbage